.


And med rejer og fettucine

6-8 personer

Kombinationen af and og rejer lyder måske umiddelbart underlig, men helt ærligt: det smager forrygende godt.
Lige som med mange andre Cajun-retter er denne ret noget krydret. Man får ikke halsbrand af den, men hvis man er nervøs for et "krydderichock" kan man eventuelt skrue lidt ned for mængden af cayennepeber og peber.

Ingredienser:
2 spsk olie (rapsolie eller olivenolie)
4 fed hvidløg, fint hakkede
1 stort rødløg, fint hakket (alm. løg kan sagtens bruges, men rødløg smager bedre)
1 lille rød peberfrugt, fint hakket
4 tomater, groft hakkede ( 1 dåse hakkede tomater kan godt bruges i en snæver vending)
120-130 g champignon, skåret i skiver
1 glas tomatsauce (knap 500 g) eller tilsvarende mængde tomatpuré rørt op m. vand
1 spsk citronsaft
2 spsk friskhakket basilikum. Tørret basilikum kan sagtens anvendes. Der skal blot bruges en anelse mindre.
Halvanden tsk friskhakket rosmarin. Tørret rosmarin kan godt anvendes. Der skal blot bruges en anelse mindre.
1 tsk paprika
1 tsk salt
1 halv tsk sort peber
1 halv tsk cayennepeber
3 dl ande- eller hønsebouillon
1 spsk olivenolie
1 (stort) berberiandebryst, - eller 2 af de mere pjevsede - uden skind, skåret i tynde strimler
200-300 g rejer - gerne tigerrejer. Rejerne må helst ikke have været kogt på forhånd.
4 forårsløg, fint hakkede
2 spsk friskhakket bladpersille (absolut  ikke kruspersille)
400-500 g kogt fettucine (- eller eventuelt anden pasta)
Parmesanost

Fremgangsmåde:
Varm olien i en stor gryde eller stor stegepande.
Svits hvidløg, løg og peberfrugt i cirka 5 minutter.
Tilsæt tomater, champignon, tomatsauce, citronsaft, basilikum, rosmarin, paprika, salt, peber, cayennepeber og bouillon, og lad det småkoge i cirka 10 minutter.
Varm olivenolien på en anden stegepande, og svits andestrimlerne i 4-5 minutter.
Kom andestrimler og rejer i saucen, og lad den småkoge i 3-4 minutter. Rør forårsløg og persille i.
Serveres med fettucine og friskrevet parmesanost.