.

Blackened Fish 

Dette er egentlig ikke en ægte Cajunret, selv om den sammen med Chicken Gumbo og Jambalaya er den mest kendte Cajunret. Retten er opfundet af den navnkundige New Orleans-kok Paul Prudhomme, og er blevet så populær, at den automatisk forbindes med Cajun-køkkenet.

Ingredienser

  • Rødfisk (andre fisk med fast kød er også velegnet. Torsk og sej kan ikke anbefales, da fiskekødet let falder fra hinanden.
  • 25-30 gram smeltet smør (er du på skrump, kan du i stedet anvende olie).
  • Cajun krydderi

Tilberedning
Smørret smeltes i en kasserolle. Placér fisken i et fad eller på en stor tallerken. Det smeltede smør hældes over fisken - husk begge sider. Drys fisken med cajunkrydderi, indtil begge sider er dækket.
Steg fisken 4-5 minutter (stegetid er afhængigt af tykkelsen og af hvilken fisk, der anvendes) på hver side på en TØR pande. Tænd endelig for emhætten - krydderiet kan nemlig give en kraftigt duftende røg. Krydderiet vil nærmest blive sort, heraf rettens navn.

Kan serveres med kogte ris og kreolersauce eller kartofler i næsten alle afskygninger.

Jeg har med et vist held serveret med med Pommes Gigantes, hvortil jeg lavede en dip bestående af tyk græsk youghurt naturel, rørt op med lidt presset hvidløg, cajunkrydderi og fint hakket forårsløg.

Let the good times roll